Kan hjemmesider være bæredygtige?

19. FEBRUAR 2026

I 2026 er der ingen tvivl om, at vores digitale liv ikke er på vej væk, og vores brug af digitale platforme og medier fylder mere og mere. Alligevel er forståelsen af, hvad der får de digitale tandhjul til at køre, hvilke konsekvenser det har, og hvordan vores rolle som forbruger påvirker klimaet, stadig begrænset.

Det kan virke som magi, når vi med et tryk på en glasplade skaber en digital interaktion med en computer. Den digitale udvikling og udbredelse vokser eksponentielt, og som forbrugere har vi ofte svært ved at følge med i, hvad der egentlig sker bag facaden. Samtidig har vi ingen problemer med at sortere vores affald, køre længere på opladningen i elbilen eller spare på varmen i huset. Selvom vi ved, at digitale løsninger kan hjælpe med at minimere klimabelastningen, er det de færreste, der er klar over, at vores online færden er en skjult klimasynder. Omkring 2 til 4 procent af verdens samlede CO2-udledninger kommer fra vores IT-forbrug (DigitalLead, 2025), og datatrafik står for ni procent af det totale elforbrug (SIRI-kommissionen, 2021). Begge tal forventes kun at stige, efterhånden som vi bliver mere digitaliserede. Heldigvis findes der løsninger og metoder til at optimere digitale processer og undgå unødvendige klimabelastende dele af vores digitale aktivitet.

Bæredygtighed starter i arkitekturen

Hjemmesiders opbygning har direkte betydning for energiforbruget, og der er mange måder at optimere og skabe en mere bæredygtig digital profil på. Valg af CMS, softwarearkitektur og datastruktur kan gøre en stor forskel og bør tænkes ind helt fra starten. Mange hjemmesider er fyldt med unødvendige funktioner, død kode og tunge filer, som øger beregningstiden, datatransporten og dermed også strømforbruget. Jo tungere det digitale produkt er at transportere fra server til browser, desto mere energi kræver det, og distancen, dataene skal transporteres, har ligeledes stor betydning. Jo mere effektiv datahåndtering og kode man kan opnå, desto mere reduceres energiforbruget, hvilket skaber en mindre klimabelastning for både leverandør og bruger. Konkrete tiltag som optimeret caching, komprimering og intelligent dataloading kan gøre digitale løsninger markant mere bæredygtige.

Open source og lang levetid

Et interessant perspektiv i diskussionen om bæredygtig online adfærd er open source. Tilgangen bygger på, at kildekoden er frit tilgængelig og kan bruges, tilpasses og videreudvikles af andre. Ud over at skabe større fleksibilitet i udviklingen, fordi løsninger kan tilpasses konkrete behov, understøtter open source også en digital genbrugstankegang, hvor fælles videreudvikling skaber potentiale for innovation uden at man skal starte forfra. Princippet åbner dermed for, at online platforme løbende kan strømlines, specialiseres og videreudvikles gennem manges perspektiver og idéer. Den fælles indsigt bidrager til mere sammenhængende og effektive løsninger, hvilket kan bidrage til at reducere spild og energiforbrug og dermed understøtter en mere bæredygtig digital praksis.

Bæredygtighed kræver en faglig tilgang

I en rapport fra DigitalLead fremhæves blandt andet to grundlæggende faktorer for en mere bæredygtig digital adfærd: For det første et solidt kendskab til, hvordan kode kan struktureres og optimeres mest muligt. For det andet en løbende vedligeholdelse og videreudvikling, så unødvendige sider og forældet indhold ikke fortsat indlæses, når hjemmesiden opdateres. Det kræver altså ikke kun ambitioner at være bæredygtig. Fagligheden spiller en afgørende rolle. Grøn softwareudvikling forudsætter viden om energioptimering, performance og arkitektur og må forstås som et håndværk, der integreres i den daglige udviklingspraksis. Når bæredygtighed på denne måde tænkes ind i løsningen, styrkes den digitale kvalitet på tværs af platformen, uden at den hverken bliver langsommere, dårligere eller mindre attraktiv. Energieffektivitet, performance, sikkerhed og vedligeholdelse hænger således tæt sammen og bidrager samlet set til bedre løsninger for både afsender og bruger.

Hos TypoConsult leverer vi løsninger i TYPO3, som er et af markedets stærkeste content management systemer i open source. Vores udviklere har mange års erfaring i at bygge digitale platforme og har specialiseret sig i blandt andet bæredygtig webudvikling. Vi leverer ikke standardløsninger, men specialdesignede platforme, som er tilrettelagt netop dit behov. Læs mere om TypoConsult eller kontakt os her.

TypoConsultSitemap7020 7036Phonein english